Vedtægter for Landsbyernes Erhvervsnetværk, stiftet på generalforsamling d. 27. april 2016.
§1
Foreningens navn er Landsbyernes Erhvervsnetværk. Netværkets geografiske virkeområde er de tre kirkesogne Havrebjerg, Hejninge og Stillinge. Foreningens hjemsted er Slagelse Kommune. Foreningens adresse er formandens. Foreningens værneting er Retten i Næstved.
§2
Foreningen har til formål at virke som tværpolitisk bindeled mellem det lokale erhvervsliv, herunder turismeerhvervet samt detailhandel, og offentlige myndigheder i Netværkets virkeområde, samt at deltage i erhvervsfremmende aktiviteter, herunder kurser og lignende. Foreningens formål er tillige på medlemmernes vegne at være en fællesorganisation, der har ret til at udtale sig i ethvert anliggende, der vedrører erhvervslivet, herunder oprettelse af nye erhvervsvirksomheder og erhvervsområder, forskønnelse og markedsføring af lokalområdet, anlæg af veje, stier og øvrig infrastruktur m.v. samt at medvirke til vækst og udvikling i Netværkets virkeområde, og gerne i samarbejde med lokalområdets øvrige foreninger og institutioner.
§3
Som medlem kan optages enhver, der har relation til erhvervslivet i Netværkets virkeområde og/eller driver erhvervsvirksomhed eller lignende i Netværkets virkeområde. Bestyrelsen kan endvidere optage medlemmer efter konkret ansøgning. Tidligere erhvervsaktive kan optages som passive medlemmer. Medlemskab skal godkendes af bestyrelsen. Afslag kan indbringes for førstkommende ordinære generalforsamling.
§4
Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling for det følgende år. Kontingentet forfalder til betaling førstkommende januar efter vedtagelsen for tiden 1/1-31/12 og skal være betalt inden en måned. Medlemmer, der ikke har betalt kontingent inden generalforsamlingen, har ikke stemmeret, før kontingentet er betalt. Regnskabsåret er 1/1-31/12. Medlemskab er bindende for 1 år. Udmeldelse kan ske med 3 måneders varsel til 31/12. Medlemmer, som udtræder af foreningen, har intet krav på foreningens midler eller ejendele og hæfter ikke for foreningens gæld.
§5
Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Den ordinære generalforsamling afholdes inden udgangen af april. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved almindeligt brev eller ved e-mail. Ekstraordinær generalforsamling afholdes på bestyrelsens foranledning, eller hvis 1/4 af foreningens medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom til bestyrelsen, indeholdende forslag til behandling på den ekstraordinære generalforsamling. Inden 8 dage efter modtagelse af begæring om ekstraordinær generalforsamling skal bestyrelsen indkalde skriftligt enten ved almindeligt brev eller ved e-mail til denne med mindst 10 dage og højest 21 dages varsel. Forslag til den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage før generalforsamlingen.
§6
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende: 1. Valg af dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedr. sagernes behandling og stemmeafgivning. 2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år. 3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse samt fremlæggelse af budget. 4. Indkomne forslag 5. Fastsættelse af kontingent. 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer. 7. Valg af to suppleanter. 8. Valg af 1 revisor og 1 suppleant. 9. Eventuelt.
§7
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset de mødtes antal, undtagen i tilfælde af vedtægtsændringer og forslag om foreningens opløsning. Bortset fra de to sidstnævnte tilfælde afgøres alle andre forslag ved simpelt flertal. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves, at halvdelen af foreningens medlemmer er tilstede og vedtager forslaget med ¾ af de afgivne stemmer. Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, men ¾ af de fremmødte stemmer for forslaget, indvarsles inden 8 dage en ny generalforsamling, hvor vedtægtsændringerne kan vedtages med ¾ af de afgivne stemmer, uanset antallet af fremmødte medlemmer. Om foreningens opløsning se §11. Hvert enkelt medlem har 1 stemme, men kan bære op til 3 fuldmagter. Skriftlig afstemning skal finde sted, blot 3 medlemmer begærer dette.
§8
Bestyrelsen består af 3-5 medlemmer samt 2 suppleanter. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges af generalforsamlingen. Andre kan inviteres til at deltage i bestyrelsesmøderne uden stemmeret. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen. 1-3 Bestyrelsesmedlemmer vælges på ulige år. 2-4 på lige år. Bestyrelsen konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden, jf. dog § 9. Bestyrelsens afgørelser træffes ved simpelt flertal, ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
§9
Bestyrelsen fastlægger strategi og handlingsplan. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af specielle opgaver. Formanden indkalder bestyrelsen, når han finder det fornødent, eller når 2 bestyrelsesmedlemmer fremsætter begæring herom. Kassereren fører foreningens regnskab. Bestyrelsen meddeler kassereren fuldmagt til at disponere over foreningens konti. Køb og salg af fast ejendom og værdipapirer vedtages af bestyrelsen. Formanden leder møderne.
§10
Foreningen tegnes overfor tredjemand af formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer.
§11
Foreningen kan kun opløses på en i den anledning indvarslet generalforsamling, hvis 5/8 af samtlige medlemmer har givet møde og stemmer for opløsningen. Er denne generalforsamling ikke beslutningsdygtig, men 5/8 af de fremmødte stemmer for forslaget, indvarsles inden 8 dage en ny generalforsamling med samme dagsorden. På denne kan opløsning vedtages med 5/8 af de afgivne stemmer uanset antallet af de fremmødte medlemmer. Den opløsende generalforsamling træffer nærmere afgørelse om anvendelse af foreningens midler.
Vedtaget den 27. april 2016